Luftige og smagfulde surdejsboller
Hvordan laver man surdejsboller?
Måske har du stillet dig selv ovenstående spørgsmål, når du har haft lyst til det sprøde og smagfulde brød lavet på surdej. Mens vejen derhen kan synes uoverskuelig, er det faktisk slet ikke så kompliceret. Hele surdejsverdenen er åbnet sig for mig gennem Cathrine Brandts opskrifter, og hvis man virkelig vil nørde, vil jeg anbefale jer at følge hende på www.cathrinebrandt.dk. Hun har også lavet en e-bog, hvor hun guider til at lave, holde liv i og bage med surdej.
Min opskrift er kraftigt inspireret af hendes, men den er dog en tand mindre “avanceret” og måske god for amatørsurdejsbageren :0) Jeg holder generelt af at lave alt på slump, så mine opskrifter varierer altid efter, hvad jeg lige har i køkken- og køleskabet.
Ingredienser
- 200 gram ung surdej
- 300 gram vand
- 500 gram hvedemel
- 17 gram salt
1. Lav eller køb en surdej
Denne opskrift kræver, at du har en levende surdej. Fodr din surdej cirka halv/halv, og når den er hævet til dobbelt-størrelse, kan du bruge den til at bage med (se ovenstående billede).
2. Selve dejen
I starten ligner det ikke en dej – nærmere en grød… men løbende, som du folder din dej, vil den blive mere og mere fast.
- Bland vand og surdej sammen til det er en homogen masse.
- Tilsæt mel og salt og rør sammen, til det også er en homogen masse.
3. Foldemetode - sådan folder du surdejsbrød
Når du har din færdige dej, folder du den ca 5 gange i løbet af de næste ca 3 timer. Igen – jeg gør alt lidt på slump… nogle gange folder jeg den over 2 timer, andre gange over 5 timer, andre gange noget helt andet. Det fungerer godt for mig at freestyle lidt. Derefter lader du den stå i køleskabet natten over (eller minimum 8 timer).
Cathrine Brandt her lavet en video, hvor du kan se, hvordan du skal folde dejen (endnu engang – jeg kan virkelig slå et slag for hendes hjemmeside. Der er SÅ mange gode brød-opskrifter)
4. Bagning af surdejsbollerne
- Vend dejen forsigtigt ud på et meldrysset bord. Brug en våd dejskraber til at få dejen ud med, og sørg for at røre så lidt som muligt ved dejen, så luften/hævningen bevares.
- “Skær” bollerne ud – dejen er meget blød, så det er en hurtig proces fra du skærer, til du lægger den over på bagepladen. Hvis du har bagestål eller pizzasten, kan du med fordel varme det op og lægge bollerne på bagepapiret ind på stenen/pladen.
- Skru oven op på 250 grader varmluft. Sæt bollerne ind og skru da ned på 220, hvorefter bollerne bager i ca 20 minutter, eller til de er godt gyldne. De må gerne være lidt sorte nogle stedet – det giver bare god smag
(seriøst… de er virkelig gode)
いただきます
velbekomme
Server med...
Vores historie
Vi elsker, når service er med til at fuldende enhver ret og sætte stemningen for måltidet. Hos Seramikku kan du sammensætte din egen unikke samling af japansk keramik, som du kan bruge til servering af dine favoritretter.
Alt keramik er håndplukket fra Japan og kommer i et begrænset antal. Uanset om du foretrækker, at keramikken er ens - eller er mest til at blande forskellige items - består udvalget unikke styles. Vi kan nemlig godt lide tanken om, at du får noget helt særligt hjem at stå på dine hylder.