5 byer du skal besøge i Japan
Mangler du et par tips til, hvor du skal gøre pitstop på din tur rundt i Japan? Så har vi hjemmestrikket en fiks lille guide til hvilke japanske byer, du bare MÅ opleve og udforske på din tur. Vi allerede har skrevet en guide til, hvor du skal hen i Tōkyō, så den japanske hovedstad er ikke inkluderet i guiden. Du kan læse vores guide til Tōkyō lige her.
Top 5 japanske byer
I mine øjne er Japan et land, som alle bør besøge mindst én gang i livet, for der er virkelig noget for enhver. Japan er fusionen mellem traditionelt og højteknologisk og alt derimellem, og her finder du alt fra robotcaféer og farverige reklamer i neonlys til bambusskove og ældgamle templer på bjergtoppe. Der findes ikke noget sted på jorden som Japan, men det er bestemt ikke kun i Tōkyō at tingene sker. Også i det østlige Japan, Kansai, og på Hokkaido er der oplevelser for enhver. Anyways, hermed en lille guide til vores top 5 byer i Japan.
(https://unsplash.com/photos/Xq1ntWruZQI)
1. Ōsaka
Japans anden største by med over 19 mio. beboere er Ōsaka. Her i byen tales der med Ōsaka ben eller Kansai ben (ben betyder dialekt), og man taler lidt anderledes end i Kantō, hvor Tōkyō ligger. For eksempel siger mange "meccha", som betyder "meget", i stedet for "totemo" på standardjapansk. Derfor skal man måske lige vænne sig til, at nogle ord ikke er helt det samme her. Men hvad end man taler med dialekten her, er der i Ōsaka i hvert fald gode muligheder for at gå på izakaya, spise lækker mad eller se en af de mange seværdigheder.
Ōsaka er måske mest kendt for sit smukke slot Ōsaka jō fra 1500-tallet. Det koster omkring 600¥ (ca. 35 DKK) at komme ind på selve slottet, men det er også ganske smukt udefra. Der er mulighed for at købe en souvenir eller gå en tur i den smukke have tæt på slottet, hvor du allerede i januar eller februar kan være heldig at se blommetræerne blomstre.
Et andet ikonisk vartegn i byen er den løbende neonmand fra 1935, Glico Man, som er lavet af virksomheden Glico, der står bag den ikoniske lange snack Pocky. Den løbende mand står på den kendte shoppinggade ved Dōtonbori-floden. Her finder du også fantastisk streetfood, og du kan f.eks. sætte tænderne i lækker takoyaki (en slags japansk æbleskive med blæksprutte) eller yakisoba (stegt soba med kød og grønt). Ōsaka er virkelig kendt for at være et mekka for de madglade og har mange specialiteter. Hvis du selv vil prøve at lave lige så lækker mad som i Ōsaka, kan du prøve vores opskrift på japansk madpandekager med kål, okonomiyaki, på rigtig Ōsaka-mannér her.
Få et fantastisk syn af Ōsaka fra Umeda Sky Building, hvor man næsten kan se til byen Kōbe. Den høje bygning ligger ved Ōsakas centrale station, Umeda, hvor man også kan finde Ōsakas Pokemon Center og flere enorme shoppingcentre. Oplev også det 80'er-agtige tårn, Tsutenkaku Tower, og det omkringliggende område Shinsekai, som garanterer følelsen af nostalgi. Det er værd at besøge stedet her om aftenen, hvor lamper og neonlys lyser alt op i flotte farver. Smag dybstegte kushikatsu, som området er kendt for, på en af de små restauranter.
På en regnfuld dag har man måske mere lyst til at besøge Cup Noodles Museum Ōsaka Ikeda for at lære mere om kopnudlens oprindelse. Her kan man også designe sine egne kopnudler både ift. indpakning og smag. Måske vil du hellere på Ōsaka Aquarium Kaiyukan. Her har man bl.a. kunnet se en kæmpe hvalhaj svømme rundt i det største bassin og selvlysende fisk og hvaler. Det er mit indtryk, at dyrene her har det rigtig godt her i forhold til mange andre japansk zoologiske haver og akvarier, så man kan trygt støtte akvariet med et besøg. Ikke langt fra akvariet ligger det store Tempozan pariserhjul og Universal Studios Japan. Hvis du er Harry Potter-fan, er dette et must see i mine øjne. Ōsaka byder desuden på det imponerende Shitennōji tempel, som er et af Japans ældste af slagsen.
2. Nara
Hvis du vil lidt væk fra Ōsakas hektiske byliv, bør du tage et smut til den lille, hyggelig, traditionelle japanske by Nara (som faktisk er Mads' mors hjemby). Et af højdepunkterne for turister her i byen er de fritgående rådyr, som føles som lige så normalt et syn som mennesker. Rådyrene, sika, siges at være hellige på grund af en gammel shintoistisk legende, og det er faktisk dybt ulovligt at slå sikaerne ihjel. Man kan komme tæt på dyrene og fodre dem med sika senbei-kiks, men pas på din mad og andre ejendele, for de er ikke generte. De kan næsten blive helt agressive, hvis de ikke får dine kiks :-)
Der er god mulighed for at få fat i en souvenir med en Nara-sika på vej op til det ældgamle buddhistiske Tōdaiji tempel gennem Nara Park og Nandaimon porten. Det store buddhistiske tempel er konstrueret i 700-tallet ligesom mange andre bygninger i byen, da Nara for en stund havde titlen som kejserby. I templets hovedbygning finder man den kæmpestore Daibutsu buddha statue, som er en af Japans største bronzefigurer.
Hvis man fortsætter op ad bjerget Wakakusa, kommer man til den shintoistiske helligdom Kasuga Taisha. Helligdommen er specielt kendt for sine tusindvis af sten-lanterner, som fører op til templet. Man finder også et museum og en botanisk have, som dog i mine øjne ikke kan måle sig med helligdommens rustikke skønhed. På vej ned bør man også tage et smut forbi Kōfukuji tempel med sin flotte pagode og gå igennem de smalle, turistprægede gågader i Nara by, inden man tager videre til en anden tidligere kejserby, Kyōto.
3. Kyōto
I slutningen af 700-tallet blev Kyōto, som ikke ligger langt fra Ōsaka, den nye kejserby. På grund af alle de ældgamle, velbevarede skønheder af bygninger, kan det anbefales at sætte lidt flere dage af i Kyōto end i Nara. I Kyōto dukker der nemlig nærmest et buddhistisk- eller shintoistisk tempel op, hver gang man runder et gadehjørne.
Den nemmeste måde at transportere sig rundt mellem Kyōtos seværdigheder er via bus. På turistcentre er det muligt at købe et Bus One Day-Pass med fri adgang til Kyōtos bybusser til 900¥ (ca. 50 DKK). Du kan læse mere om det her. Byen er generelt meget turistvenlig, og Kyōtos befolkning er meget stolte af deres bys historie som tidligere hovedstad gennem århundreder. Derfor er det en dejlig nem by at være turist i.
Et af de mest kendte steder i Kyōto må være den shintoistiske helligdom Fushimi Inari Taisha med de tusind røde torii-porte. Turistmagneten er dedikeret til guddommen for ris, Inari, og alle de røde porte er doneret af virksomheder og privatpersoner. Af buddhistiske templer finder man det smukke guldbelagte Kinkakuji tempel. Der findes også et "sølvtempel", Ginkakuji, som er et zen-tempel med en smuk zen-have, så pas på med at forveksle disse to. Tæt på Ginkakuji finder man også Philosopher's Path, som bliver helt lyserødt af sakura om foråret.
Der findes også et par flotte historiske bygninger som Kyōto Imperial Palace. Det flotte palads var beboet af kejserfamilien indtil 1868, hvor hovedstaden flyttede til Tōkyō. Man kan komme på en guidet tur rundt i den store have og komme ind og se nogle af bygningerne. Husk at booke tid på det lille administrative kontor ved siden af (det koster gratis). Mens Kyōto stadig var hovedstad, blev slottet Nijō brugt af den japanske shogun. Lær mere om Japans politiske historie her ved slottet - det er mange spændende historier at høre her såsom den om ninja-gulvet!
I den østlige del af byen finder man det smukke tempel Kiyomizu-dera, som du finder ved at gå igennem smalle, fine gader med boder. Gå ikke glip af en fantastisk udsigt over byens tage fra toppen af Mt. Otowa. Tæt på dette tempel nede i byen ligger geisha-området Gion ved Shirakawa, hvor du kan være heldig at se en rigtig geisha eller bare en af mange kvinder, der er klædt i kimono og traditionel makeup for at få taget et par flotte billeder. Her i området kan man også prøve at deltage i en traditionel the-ceremoni eller smage på en af områdets specialiteter i de små butikker. Hvis man bevæger sig ned mod byen mod Kawaramachi og den overdækkede shoppinggade, finder man det ca. 400 år gamle Nishiki Marked, hvor der sælges al slags japansk mad og fisk.
Er man mere til natur, kan jeg anbefale en tur til bjerget Arashiyama. I Arashiyama Money Park, som er en park på et stort areal med vilde aber. På samme bjerg finder man også bambusskoven, som er kendt fra Instagram. Der er forskellige fine ruter ind og ud af skoven, og man kan bl.a. gå ind ved Tenryūji templet. Ja, der er meget at se i Kyōto, og jeg kunne blive ved :-)
4. Hiroshima
De fleste er bekendt med Hiroshimas rolle under 2. verdenskrig, og på grund af atombomben er byen i dag en stolt fredsby. Måske kender du historien om den lille pige med de tusind papirstraner? Det kan du i hvert fald lære mere om på Hiroshima Peace Memorial Museum. Det koster kun omkring en flad 10'er at komme ind, og selvom der er nogle grufulde detaljer, er det ikke desto mindre et vigtigt og tankevækkende besøg at gøre sig her. Bagefter kan du gå en tur i den omkringliggende fredspark eller se Atomic Bomb Dome, der er efterladt, så gæster i byen selv kan effekterne af en atombombe med egne øjne. Det skal lige siges, at fordi atombomben sprang over jorden, er radioaktivitetsniveauet helt normalt, og man kan i dag sagtens besøge Hiroshima bekymringsfrit.
Hiroshima har ikke altid været en fredsby, og tilbage i 1500-tallet var Hiroshima en by med slotte og fæstninger. Hiroshimajō er et centralt ét af slagsen med voldgrav og tilhørende helligdom. Her får du fra toppen af det rekonstruerede slot en flot udsigt ud over byen. Når du er færdig her, kan du tage en tur gennem Hiroshima med gammeldags sporvogn. Det er dog et lidt tricky med sporvogne, og jeg kan faktisk ikke huske, om man skulle betale inde eller efter.
Hvis du opholder dig flere dage i Hiroshima eller bare vil se noget helt andet, vil jeg kraftigt anbefale at tage en tur med færgen til øen Miyajima - det er virkelig et must! Og det bliver ikke mindre godt af at besøge øen om efteråret, når bladene er helt røde og smukke. På Miyajima er der ligesom i Nara fritgående rådyr og templer. Derudover er der en smuk, traditionel rød torii-port i vandet ud for helligdommen Itsukushima. Dette er et populært sted at blive gift, så måske kan du spotte et par i traditionelt japansk bryllupstøj - hvis ikke, kan du i hvert fald se rådyr. Gå en smuk tur rundt på øen op til templet Daishōin eller fortsætte op til toppen af Mt. Misen. På den lille ø er der også et akvarium og et historisk museum.
Men du er i Hiroshima eller på Miyajima, vil jeg anbefale at prøve en lokal snack som momiji manjū (japansk kage formet som et ahorn-blad), lokal østers (f.eks. med mochi riskage omkring) eller okonomiyaki i ægte Hiroshima-stil. Hvis du vil lave din egen okonomiyaki, har vi en opskrift lige her.
(https://unsplash.com/photos/1Qye5Rv0bNo + https://unsplash.com/photos/WNBNTbFi8pk)
5. Sapporo
Vi forlader hovedøen og rejser nordpå til øen Hokkaido. Her er Sapporo øens "hovedstad" og Japans femte største by. Historisk set var Hokkaido beboet af ainu-folket men har været hurtigtvoksende siden 1800-tallet og er derfor en forholdsvis moderne by i dag. Du kan lære mere om byens historie og ainu-kultur på friluftsmuseet Historic Village of Hokkaido.
Sapporo er nok mest populær i vinterhalvåret, hvor der er uovertrufne skisportssteder ved f.eks. Niseko Ski Resort, der er verdenskendt for fantastisk puddersne. Fra skisportsstedet har man desuden direkte udsigt til den smukke vulkan Mt. Yōtei. Udover skiresorterne er det også værd at tage til Sapporo for Sapporo Snow Festival, hvor man kan opleve kæmpe sne- og isskulpturer og isrelaterede aktiviteter såsom skøjtning og kælkning i Odori Park.
I dag er Sapporo en storby med sit tårn, Sapporo TV Tower, i hjertet af byen og underholdningsdistriktet Susukino med flere tusinde barer og restauranter. Sapporo er kendt for sin lækre sea food, og du har mulighed for selv at smage den på Nijō Market i den centrale del af byen. Prøv f.eks. en donburi rice bowl med alverdens fisk eller søpindsvin. Er du ikke så meget til fisk, kan du tage videre for at prøve en af byens specialiteter - miso-baseret Sapporo ramen sammen med en lokal Sapporo-øl. Du har også mulighed for at tage på ølsmagning på Sapporo Beer Museum og lære mere om ølmærket fra Hokkaido.
Af andre oplevelser for hele familien har vi den af europæiskudseende Shiroi Koibito Park. Parken er opkaldt efter nogle små japanske kager, Shiroi Koibito, og i parken finder du et gratis område med café, restaurant og butik samt et betalingsområde med udstillinger. Man kan her blandt andet køre med et lille tog og se chokoladefabrikken. Der er kort sagt noget for hele familien her i det nordlige Japan.
Af andre byer, som ikke kom med i denne guide (det ville jo blive aaalt for langt), har vi Himeji, Hakone, Naha, Fukuoka, Nagoya, Kanazawa og maaaange andre steder. Der er små perler at finder overalt i Japan. Jeg har desuden lavet en guide til min studieby Kōbe. Det var alt for dette oplæg. Vi ses, mata ne!
Læs også: 12 tips til din første tur til Japan.
1 kommentar
Dejligt at se Hokkaido er med. Den er ikke så kendt som turist område. Men skønne byer med Fiskemarkeder og landbrugsmarkeder. f. eks Hokkodate og Otaru