Vaccinationer og visum til Japan
Hvilke vaccinationer skal man have i Japan?
I Japan findes der naturligvis også forskellige sygdomme, og der er et par vacciner, som er gode at følge op på inden din rejse. Jeg har prøvet at koge det, som Statens Serum Institut (SSI) anbefaler, ned til følgende anbefaling:
- Stivkrampe og difteri ved rejser under 1 uge (korte forretningsrejser)
- Stivkrampe, difteri, hepatitis B og japansk hjernehindebetændelse fra 1 uge og opefter
De fleste danskere bliver som standard vaccineret for stivkrampe og difteri ca. hvert 10. år, men det er godt lige at følge op på dem hos sin læge, i forhold til hvornår man sidst er blevet stukket.
Hepatitis B og japansk hjernehindebetændelse kan man blive vaccineret for af en læge på f.eks. en rejseklinik. På mine første tre rejser havde jeg ikke fået disse to, og jeg havde det helt fint, selvom jeg var ude på landet i bjergene. Jeg vil dog anbefale at prioritere dem i sit budget - især hvis man er én, der bekymrer sig om sygdom - så kan man nyde sin ferie uden bekymringer. Også selvom japansk hjernehindebetændelse er lidt dyr. Selvom man får denne vaccine, er det stadig en god idé at beskytte sig mod myg på turen. Man kan købe myggespray i håndkøb på japanske apoteker overalt.
I forhold til COVID-19 udvikler situationen sig løbende. Du kan følge med i situationen med indgang og vaccinepas på Ministry of Foreign Affairs hjemmeside her.
Visum til Japan
Det er ikke nødvendigt at købe visum til indgang i Japan, hvis man blot er turist på besøg i op til 90 dage. Ved alle rejser over 90 dage skal du dog lige en tur forbi Den Japanske Ambassade. Sørg for at kom tidligt afsted i tilfælde af, at de har travlt, så du kan nå at få dit visum inden rejsen. Hvis du er i Japan op til 90 dage, skal du bare møde op til din planlagte flyrejse.
Når du er i luften, uddeler stewardesserne to små formler, som skal udfyldes. Du får udleveret to formler:
1) En immigrationsformel.
2) En tolddeclaration. Det er meget ligetil at udfylde de små sedler, og hvis man kommer til at lave en fejl, kan man få en ny seddel. Man skal dog huske at have styr på et par ting som adressen på sit første overnatningssted, så det er godt at have papirerne printet ud eller have taget et screenshot på sin telefon af dette. Hvis man ikke når at udfylde formlerne i flyet, er der også mulighed for at udfylde dem i lufthavnen ved ankomst. Så ingen panik, hvis du er en af de heldige, der kan sove det meste af flyturen væk :-)
Når du kommer ind i lufthavnen, skal du aflevere formel og deklaration, og du vil få "landing permission" og et fint stempel. Du vil også blive spurgt om dit ærinde i Japan, hvortil du natuligvis bare skal svare, at du kommer som turist (hvis det altså er tilfældet). Det hele er faktisk meget ligetil men good to know inden.